Har du nogensinde prøvet at huske et telefonnummer i hovedet, fordi du skulle bruge det senere? Du læser nummeret på et stykke papir og siger alle 8 cifre højt for dig selv flere gange i træk. Så gentager du det lige en ekstra gang for at være sikker på at du har det, inden du lægger papiret i lommen. Og så er det bare som om, at i det øjeblik du slipper papiret, forsvinder tallene fra din hjerne. Vi mennesker har det med at overvurdere egne evner når det kommer til hukommelse - og det er desværre også hukommelsen vi skal bruge, når vi ser på PowerPoint-præsentationer.
Den gyldne PowerPoint-regel Vidste du, at det gennemsnitlige publikum til den gennemsnitlige PowerPoint-præsentation glemmer 90% af præsentationen inden for de første 30 sekunder? Dette skyldes sjældent ugidelige eller uopmærksomme lyttere. Det skyldes en foredragsholder, der fuldkommen har misforstået, hvad et PowerPoint kan og skal bruges til. Lad mig give et eksempel. Tag et kig på det slide jeg lige har lavet:
Synes du det var et brugbart slide? Okay ja, du får en masse god information om programmet PowerPoint som du sidder og læser det her. Men forestil dig, at dette var ét slide ud af en præsentation på 50 af samme slags. Og forestil dig at du, mens du læste det, også skulle koncentrere dig om at lytte til en foredragsholder snakke. Hvor meget tror du så, du vil kunne huske bagefter? Når det kommer til opsætningen af et slide, er den gyldne regel altid: Kun én information pr. slide! Du skal udvælge én enkelt ting, som dit publikum skal have med sig fra hvert slide og ikke mere.
Derudover er det absolut no-go at formulere sig i hele sætninger, som jeg har gjort her. Husk: PowerPoint er ikke et tekstdokument. Alle vigtige formuleringer skal komme fra din mund. Et slide er kun til stikord, billeder og effekter. Det skal understøtte dit argument ikke fremlægge det for dig. Hold derfor dit PowerPoint simpelt. Hellere have 80 enkle end 15 uoverkommeligt teksttunge slides!